Karen Blixen Museum inviterer i efteråret på to skriveworkshops med forfatterne Peter Øvig Knudsen og Rakel Haslund-Gjerrild.
5. november: Skriv din virkelighed med Peter Øvig Knudsen
Kom med til en skriveworkshop om at sætte ord på virkeligheden med forfatter Peter Øvig Knudsen.
Om workshoppen
Der er mange måder, at sætte ord på virkeligheden og personlige oplevelser. I denne skriveworkshop kan du lære mere om hvordan du indkredser dit stofområde og hvordan du griber det personlige og, måske, sårbare an.
Skriveworkshoppen henvender sig til alle uanset om du har lidt eller meget erfaring med at skrive. Undervejs vil Peter Øvig Knudsen både fortælle om, hvordan han selv har arbejdet med det personlige og selvbiografiske og introducere deltagerne til etiske overvejelser i forhold til dem, man skriver om. Han giver tips til, hvordan teksten bliver mere relevant for andre at læse og laver skriveøvelser man kan benytte sig af i sin egen skrivning.
Der vil være skriveøvelser i løbet af workshoppen og mulighed for samtale og spørgsmål med underviser og de andre deltagere.
Overordnet program
Oplæg og skriveøvelse
Pause
Skriveøvelse, dialog og spørgsmål
Praktisk information
Workshoppen foregår 16-19 i Fuglerummet og der er plads til op til 40 deltagere.
Der er ikke mulighed for individuel feedback.
Medbring egen computer og/eller skriveredskaber
Om underviseren
Peter Øvig Knudsen (f. 1961) er journalist og forfatter. Han har udgivet adskillige dokumentariske bøger om nyere danmarkshistorie og har været særligt optaget af at skildre frihedskampe og oprørsbevægelser fx i bøgerne Blekingegadebanden fra 2007 og Hippie 1 og 2 fra 2011 og 2012.
I 2019 og 2021 var Peter Øvig aktuel med de to meget personlige bøger Min mor var besat - Da jeg mødte depressionens dæmon og den selvstændige fortsættelse Jeg er hvad jeg husker - Efter elektrochokket: Mellem mirakler og mareridt. Om hans mors depressioner, hans egen indlæggelse på en lukket, psykiatrisk afdeling og den efterfølgende helbredelse fra en svær psykotisk depression bl.a. ved hjælp af elektrochok.
I 2023 udkom Dem der ikke tier - Når ofre bliver til helte: Seksuelle overgreb på danske børnehjem og senest Øvigs lille bog om pot i 2025.
Peter Øvig Knudsen har modtaget flere priser bl.a. Cavlingprisen, Montanas Litteraturpris og Læsernes Bogpris.
1. december: Skriv exofiktivt med Rakel Haslund-Gjerrild
Kom med til en workshop om at skrive med udgangspunkt i en historisk virkelig person med forfatter Rakel Haslund-Gjerrild.
Om workshoppen
Exofiktion er et nyere begreb for litteratur, som tager udgangspunkt i en historisk virkelig person, hvis liv fiktionaliseres i bogen.
Kurset afholdes af forfatter Rakel Haslund-Gjerrild, der selv har skrevet den historiske roman og exofiktive værk Adam i Paradis om kunstneren Kristian Zahrtmann.
Til skriveworkshoppen vil der være skriveøvelser, introduktion til genren og fokus på, hvordan man strukturerer historisk materiale, finder en stemme til sin figur og overvejer faldgruber og etiske dilemmaer.
Overordnet program
Oplæg og skriveøvelse
Pause
Skriveøvelse, dialog og spørgsmål
Praktisk information
Workshoppen foregår 15.30-18.30 i Fuglerummet og der er plads til op til 40 deltagere.
Der er ikke mulighed for individuel feedback.
Medbring egen computer og/eller skriveredskaber
Om underviseren
Rakel Haslund-Gjerrild (f. 1988) er forfatter og sinolog. Hun debuterede i 2016 med novellesamlingen Øer og udgav romanen Alle himlens fugle i 2020, der vandt Michael Strunge Prisen 2020. Adam i paradis udkom i 2021 og er en roman, der med inspiration fra den historiske maler Kristian Zahrtmanns kunst og tid beskriver et menneske, der levede sit liv i kraftige komplementærfarver og paradokser. Romanen vandt Weekendavisens Litteraturpris 2021 og blev nomineret til Nordisk Råds Littteraturpris. Rakel er uddannet i Kinastudier og Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet; hun har i længere perioder rejst i Kina og har opdateret Politikens Forlags Turen går til Kina i 2017. I 2027 udkommer hendes næste bog, Poesiens 24 kategorier, en bog om gamle kinesiske skriveprincipper og om at skrive om naturen.