Naturen fortæller

Det kan du opleve

 

29. september: Kysten og havet

 

Hvordan former og påvirker havet vores kyster, os selv og vores verdenssyn? Om det er en pludselig stormflod eller et usynligt landskred i langsom bevægelse, så har mennesker altid levet i kystnære områder med den viden, at landskabet forandrer sig foran og under os. Hvordan kan man på én og samme tid leve i pagt med havet og det foranderlige landskab og på dets nåde?

Sammen med geolog og seniorforsker Kristian Svennevig og forfatter og bådebygger Peder Frederik Jensen skal vi blive klogere på vores kysters dybe geologiske tid og hvordan et landskred egentlig opfører sig. Vi skal høre om, hvordan klimaforandringerne påvirker landskabernes bevægelse og hvordan menneskeligt liv, moderne infrastruktur og natur udspiller sig ved kysten historisk, nu og i fremtiden.

 

Dem kan du møde

 

Kristian Svennevig (f. 1972) er geolog og seniorforsker ved GEUS, hvor han arbejder med landskred og kortlægning af landskred i Danmark og Grønland. Hans forskning fokuserer på skred, risikovurdering af jordskred og klimaændringers indflydelse på geologiske processer, hvor han i dag regnes blandt de førende eksperter internationalt. Aktuelt leder Svennevig et forskningsprojekt der skal kortlægge landskredsaktiviteten i Danmark i sammenhæng med klimaforandringerne og potentielt bidrage til at forudsige mulige landskred i fremtiden. Han modtog Danmarks Geologipris 2024 for sin forskning.

Peder Frederik Jensen (f. 1978) er bådebygger og uddannet fra Forfatterskolen. Han debuterede med romanen Her står du  i 2007 og har siden udgivet en række romaner, noveller og rejsefortællinger, hvor social ulighed, privilegier, menneskelige eksistens og klima er stærke temaer. I 2023 udkom Rans vilje, første bind i den historiske romanserie om den store stormflod, der ramte Syddanmark i 1872 og i oktober 2025 fulgte andet bind Pigen og verden.  Peder Frederik Jensen er skribent for Dagbladet Information, tidligere taleskriver for miljøminister Lea Wermelin og har modtaget en række priser for sine værker.

 

 

20. oktober: Fuglene i luften

 

Den danske fugleforsker og kunstner Gerhard Heilmann var allerede som barn draget af fuglenes verden. Som voksen endte han med at tegne samtlige fuglearter til storværket Danmarks Fugleliv, illustrerede pengesedler for Nationalbanken og repræsenterede Danmark på Verdensudstillingen i Paris i 1900 sammen med P.S. Krøyer og Vilhelm Hammershøi. Og i 1926 skabte han det afgørende bevis for fuglenes oprindelse: Han tegnede fuglenes forfader.

Gerhard Heilmann er hovedpersonen i Eva Tinds nye biografiske roman - og han står i Karen Blixens bogsamling. For som ham, var Blixen optaget af fuglene og deres verden. Derfor spiller fugle en vigtig rolle i hendes forfatterskab og derfor oprettede hun et fuglereservat på Rungstedlund.

I denne samtale udforsker museets direktør og dedikerede fuglekigger, Jakob Malling Lambert fuglenes verden sammen med forfatter Eva Tind og spørger til, hvad det er ved fuglene der til stadighed og især i disse år, bliver ved at optage os som mennesker.

 

Dem kan du møde

 

Eva Tind (f. 1974) debuterede i 2009 med digtsamlingen Do. Hendes portræt af stumfilmskuespillerinden Asta Nielsen udkom i 2016 under titlen Astas skygge som sammen med romanen Ophav gav Tind et gennembrud og en bred læserskare. Siden fulgte anmelderroste værker som Kvinden der samlede verden om zoologen Marie Hammer og romanen Citronbjerget (2023). I efteråret 2026 er Eva Tind aktuel med Manden der fik vinger, en biografisk roman om den danske kunstner og fugleforsker Gerhard Heilmann, der levede 1859-1946.

Jakob Malling Lambert (f. 1963) er direktør på Karen Blixen Museum Rungstedlund, tidligere administrerende direktør for forlaget Rosinante og dedikeret fuglekigger.

Refundering og ombytning

Der gælder ingen fortrydelsesret for køb af billetter til dette arrangement.

Købte billetter refunderes kun i tilfælde af aflysning. Selve refunderingen foretages af Karen Blixen Museum, og der refunderes til det betalingskort, der blev anvendt ved køb af billetterne.

Købte billetter refunderes ved flytning af arrangementet til ny dato, hvis den nye dato ikke har interesse for kunden.

Naturen fortæller

Mød Kristian Svennevig og Peder Frederik Jensen 29.9. og Eva Tind 20.10.


Karen Blixen Museum Rungstedlund
Rungsted Strandvej 111
2960 Rungsted Kyst
Danmark

CVR-nummer: 14915508