Det kan du opleve
Mød gastronomisk iværksætter Claus Meyer og kunstner Michael Kvium i en samtale med kritiker Anne Sophia Hermansen om, hvad livet har lært dem.
”Hvad er det, som købes dyrt, derefter udbydes gratis, og da som oftest bliver vraget? Det er erfaringen, de gamles erfaring. – Hvis Adams og Evas børn havde forstået at benytte deres forældres erfaring, ville verden have båret sig fornuftigt ad for 6000 år siden."
Sådan taler Priorinden til sin nevø i Blixens fortælling Aben. Hvis blot mennesker ville lytte til erfaringen, ville verden se anderledes ud, mener Blixen.
Blixen satte de gamles erfaring højt. I denne salonrække inviteres livserfarne danskere til at tale om de eksistentielle erfaringer, som de har gjort sig gennem livet.
Dem kan du møde
Michael Kvium (f. 1955) er dansk billedkunstner. Han er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1985. Han er mest kendt for sine malerier, som han siden 1980’erne har haft udstillet på danske såvel som udenlandske museer. Han har skabt et kunstnerisk univers, som udfordrer beskueren i fremstillingen af surrealisme og absurditet gennem mørke og tabubelagte tematikker. Han har gennem årene fremstillet sine værker med en sans for det humoristiske og det morbide, som er specifikt genkendelig for Kvium. Kvium blev slået til ridder af Dannebrog i 2010 og er modtager ad Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse.
Claus Meyer (f. 1963) er dansk gastronomisk iværksætter. Gennem de sidste 30 år er han blevet en af nordens største madentreprenører. Hans ambitioner for bæredygtighed kan ses gennem hans virksomhed MEYERS, som han stiftede i 1989. Meyer er medstifter af restaurant noma, samt anerkendt af mange som grundlægger af det Ny Nordiske Køkken. Han er også medlem af Det Gastronomiske Akademi og adjungeret professor ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Meyer blev i 2010 ridder af Dannebrogordenen og er tidligere modtager af Rungstedlundprisen.
Anne Sophia Hermansen (f. 1972) er vært for salonrækken og til daglig kulturkommentator, kritiker og litteraturhistoriker ved Weekendavisen og en af Danmarks mest markante og indflydelsesrige meningsdannere.
Om Blixenord 4.9.-6.9.
Blixenord er en ny festival for nordisk litteratur på Rungstedlund som foregår henover 3 dage i september. Det fulde program offentliggøres til sommer.
Refundering og ombytning
Der gælder ingen fortrydelsesret for køb af billetter til dette arrangement.
Købte billetter refunderes kun i tilfælde af aflysning. Selve refunderingen foretages af Karen Blixen Museum, og der refunderes til det betalingskort, der blev anvendt ved køb af billetterne.
Købte billetter refunderes ved flytning af arrangementet til ny dato, hvis den nye dato ikke har interesse for kunden.